PAPIRØENs milepæle står i kø


Hvis man spørger, om Mikael Dahl-Jensen, projektdirektør i NCC, kan fremhæve markante milepæle, når det gælder et af hovedstadens mest omtalte byggerier, PAPIRØEN, har han nok at vælge imellem.

Fra skæve løft over fjernvarmeforsyning til corona. For slet ikke at tale om de 353 dage uden arbejdsulykker.


–Kælderen stod færdig i maj sidste år, og opgaven bestod i høj grad af arbejde under terræn. Fjernvarmeforsyninger blev vi færdige med kort før jul, og nu skyder bygningerne på PAPIRØEN for alvor i vejret. Vi holder rejsegilde til april, siger Mikael Dahl-Jensen, mens han har henlagt en kort pause til skurbyen på øen.

Sytten grader

Han er meget tilfreds med, at facadeelementerne fra Ambercon effektivt lukker bygningerne af, og selve monteringsarbejdet er værd at hæfte sig ved.

–At løfte skrå facadeelementer på plads er præcisionsarbejde, og det går helt efter planen, også takket være de erfaringer, vi har i NCC, efter at vi byggede det skæve Bella Sky Hotel på Amager Fælled, siger han.

Til PAPIRØEN har NCC været nødt til at udvikle et helt nyt løfteåg, som er løftegrej specialfremstillet til at montere de af øens facadeelementer, der skal hælde hele sytten grader.

–Løft af den karakter er bestemt ikke hverdagskost, og derfor har vi nørdet løfteteknikker, og inden vi gik i gang, har vi haft et hav af generalprøver på de mest avancerede løft, fortæller Mikael og peger op på et svævende element, der er på vej mod sin plads i de nærmest tobleroneformede bygninger.

Kommende deadlines og corona

Mikael Dahl-Jensen ser frem til, at det ydre på samtlige bygninger er på plads til sommer.

–Herefter følger apteringen, hvor vi bygger gulve og installerer vvs, el og ventilation. Det, vi kalder etape 1, som er hallerne og en stor del af ejerboligerne, kan afleveres endeligt i sommeren 2023, oplyser han.

–Men du skal ikke glemme, at vi har gennemlevet tre bølger med corona. En fantastisk præstation. På linje med 353 dage uden arbejdsulykker på en sammensat og meget stor byggeplads midt i København. Det er vi stolte over, siger Mikael Dahl-Jensen.


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Tekst: Søren Egert / NXT // Luftfoto: Dragør Luftfoto / NCC // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT