Hold øje med kranerne – nu vokser bygningerne på PAPIRØEN


På en plads i Tåstrup vest for København har NCC gennemført generalprøver på de mange tunge løft, som kranerne på PAPIRØEN hen over de næste måneder skal præstere, når arbejdet med at opføre de ti nye bygninger går i gang.


–Nogle af betonelementerne til øen vejer op til 25 ton, og når det gælder facadeelementerne, skal mange af dem oven i købet hælde sytten grader. Løft af den karakter er ikke hverdagskost. Derfor har vi øvet os, siger projektdirektør Tobias Berner Hansen fra NCC.

Det ydre og det indre

Han ser frem til, at facadeelementerne fra Ambercon ankommer. Byggeriet går dermed ind i en fase, som gør det meget synligt, at en ny bydel er på vej til København.

–Rent praktisk opererer vi med, at vi på gennemsnitligt tre uger kan montere en hel etage på et hus. Sådan forløber det – lag for lag, og når det ydre hus står færdigt, tager vi fat på at færdiggøre det indre. Det gælder fx vægge og badeværelser, der ankommer med en høj færdighedsgrad og klar til at blive monteret direkte fra lastbilen, forklarer Tobias Berner Hansen.

Særlig patina

A propos høj færdighedsgrad, så har PAPIRØENs arkitekter ønsket, at de nye bygninger skal spille godt sammen med områdets gamle bygninger som fx Kuglegården og Nordatlantens Brygge.

–Facadeelementerne ankommer til øen med en særlig patina takket være den beklædning, elementerne er udstyret med, og det rustikke præg skinner tydeligt igennem, siger han og viser den specialudviklede Christiansholmersten frem, som giver bygningerne det ønskede udtryk.

De næste måneder begynder de ti bygninger på PAPIRØEN for alvor at tage form. Hallerne på øen vil så småt kunne anes, når deres imponerende søjler træder i karakter. De højeste søjler er ni meter høje, vejer ti ton hver og måler 70 gange 70 centimeter i omfang. Og allerede til august ankommer boligernes første facadeelementer, klar til at blive monteret oven på de haller, der til den tid har rejst sig.

–PAPIRØEN træder hen over sommer og efterår i karakter som bydel. Hold øje med kranerne, som Tobias Berner Hansen udtrykker det.


Læs også artiklerne:
FRA STØVRING TIL PAPIRØEN – 1.100 FACADEELEMENTER PÅ VEJ TIL BYGGEPLADSEN
ARKITEKTEN HAR ORDET
KULBRÆNDING, ENGOBERING OG FORDYBNINGER – SÅDAN BLEV CHRISTIANSHOLMERSTENEN SKABT


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Tekst: Søren Egert og Nikoline Kern / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT