Bygningerne på PAPIRØEN hviler på en parkeringskælder i to etager


–Vi står i en af de vigtigste faser af hele byggeriet, siger John Mihalech, senior produktionschef i NCC og ansvarlig for det, der teknisk hedder råhus, og man kan populært sige, at råhuset begynder i nederste p-kælder og slutter med den øverste boligetage 41 meter oppe.


Råhus er betegnelsen for de elementer, der udgør det bærende skelet for byggeriet og begynder med en parkeringskælder i to etager. Selve kælderen skal frigive plads på øen ved at betjene beboere og besøgende, hvor biltrafikken ved ankomsten til PAPIRØEN ledes ned i parkeringskælderen, så overfladen holdes bilfri. Men først skal den bygges…

–Mit arbejde begynder med at støbe parkeringskælderen og slutter med PAPIRØEN’s højeste bygning, når de øverste elementer er monteret, og bygningerne kan apteres. Aptering er den fase, hvor vi skal klargøre de indvendige elementer og installationer, siger John Mihalech, mens han får varmen i skurbyen på PAPIRØEN.

–Resten af byggeriet afhænger på den måde af parkeringskælderen, så kælderen er og bliver den mest afgørende del af hele projektet. Netop derfor spiller nøjagtighed en meget stor rolle, og det tænker vi på konstant, når vi udfører vores arbejde. Allerførst er det selvfølgelig meget vigtigt at have en perfekt bundplade, hvorpå vi kan montere de første elementer, og det kan vi nu sætte flueben ved, understreger John Mihalech.

Parkeringskælderen bygges op af en del forskellige elementer: 896 vægelementer, 483 søjler, 459 stålbjælker, syv bærende betonbjælker, 2171 huldæk, fem in-situ støbte vægge og 71 elementer til trapper. Der er kort sagt meget at holde styr på.

Første etape

–Parkeringskælderen udgør første etape af de råhuse, som kommer på øen.

Allerede i april går vi i gang med at montere elementer til bygningerne, og på det tidspunkt kan du ane konturerne af noget af det, som er på vej. Vi monterer ganske enkelt elementer oven på den del af parkeringskælderen, som i april er bygget færdig, fortæller John Mihalech, der med kendermine spejder ud over den store byggegrube.

Arbejdet med at etablere den samlede parkeringskælder strækker sig over otte måneder, og efter planen er kælderen helt færdig til sommer.

–Betonbiler, betonpumper, tårnkraner og mobilkraner får det hele til at hænge sammen, og inden materialerne – fra beton til store facadeelementer – ankommer til PAPIRØEN, skal vi koordinere med leverandører og transportvirksomheder og sørge for, at de rigtige kompetencer er til stede på pladsen.

–Samtidig stiller vi store krav til logistikken, hvor gennemtænkte løsninger skal være med til at mindske den tunge transport, så vi generer naboerne mindst muligt, understreger John Mihalech.

Flow og præcision

Forarbejdet spiller i det hele taget en uhyre vigtig rolle, når vi taler parkeringskælder og dermed råhus. Der skal være et bestemt flow, når elementer, materialer og udstyr ankommer til byggepladsen, og præcision er altafgørende.

–Kravene om meget stor nøjagtighed illustreres også af, at en landmåler afmærker præcis, hvor kælderens mange elementer skal placeres, og når han har afsluttet sit arbejde, kan vi begynde vores montagearbejde i sikker forvisning om, at kælderen opfylder alle tænkelige krav, siger John Mihalech, som ikke tøver med at udnævne dette års februarkulde til den suverænt største udfordring på PAPIRØEN.

–Men årstiderne er en del af branchen, hvor vi bygger i al slags vejr og derfor har vi gode løsninger, hvad enten det gælder kulde, varme, regn eller sne. Samtidig er de frostklare dage og vintersol jo en fryd for øjet – også på en byggeplads, fortæller John Mihalech med et smil.


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Tekst: Søren Egert og Nikoline Kern / NXT // Foto: Laura Benedikte Petersen og Stine Skøtt Olesen / NXT