Fra tungt puslespil til papirklip


De landskabelige visioner for PAPIRØEN tager form.

Én af visionerne er de 600 specialdesignede fliser, som er dekoreret med et papirklip af H.C Andersen. Fliserne er ankommet til øen, og nu foldes mønsteret ud, flise for flise, på den belægning, der udgør PAPIRØENs grønne torv.


-Belægningsarbejdet af papirklippet har en særlig karakter. Fliserne er halvanden gange halvanden meter, og de vejer 800 kilo stykket. Det kan man ikke kalde en helt almindelig flise, konkluderer Mathias Nellemose, produktionsleder i NCC.

Mathias står i spidsen for styringen af belægningsprojektet på PAPIRØEN, og i tæt samarbejde med flisebelægningsholdet sørger han for, at det tunge puslespil bliver samlet korrekt. Det er en opgave, der kræver planlægning, præcision og sidst men ikke mindst nænsomt belægningsarbejde.

-Til hver flise er der skabt et stykke støbepapir, som vi kan oversætte til en udførlig produktionstegning. Først skal vi have trukket underlaget helt skarpt af. Grundet flisernes størrelse, er det vigtigt, at der ikke er den mindste skævhed i terrænet, inden fliserne placeres. Ellers kan man risikere, at flisen kommer til at ligge og vippe.

Det er den hollandske landskabstegnestue Inside Outside, der sammen med arkitekter og landskabsarkitekter fra Cobe har stået for de landskabelige greb, der netop nu udfoldes på PAPIRØEN.

Præcision

Mathias er godt inde i sit stof, og kender hver en detalje i processen fra terrænets styrke, hældninger og til selve belægningsarbejdet. Han forsætter ivrigt sin gennemgang af den udførlige procesplan.

–Når underlaget ligger jævnt, skal fliserne gøres klar og placeres i den rigtige rækkefølge. Hver enkelt flise har sit eget nummer, så vi kan samle puslespillet korrekt, og mønsteret på fliserne smelter sammen til ét motiv.

–Fliserne placeres med sugekopper. Det er er der ikke noget usædvanligt ved, men de sugekopper vi bruger til denne opgave, de er ekstraordinært store. Jeg har ladet mig fortælle, at der kun er seks sugekopper i denne størrelse i Danmark. Vi har tre af dem her på øen.

Foruden sugekopperne, som er monteret på den gravemaskine, der skal transportere fliserne hen til deres plads, består belægningsarbejdet af to personer med klart definerede opgaver.

Den ene sidder i gravemaskinen og styrer. Den anden befinder sig udenfor og skal sørge for, at flisen bliver guidet på plads og placeret forsigtigt.

-Når man håndterer så store fliser tæt på hinanden, skal der ikke meget til før et flisehjørne kan få et hak. Placeringen af fliserne foregår derfor under fuld koncentration. Denne opgave kræver præcision og dygtige brolæggere. Begge dele har vi heldigvis nok af, siger han med et smil.

Der bliver lagt cirka 20-30 fliser om dagen. Det svarer til omtrent 80 kvadratmeter. Når alle fliserne er lagt, bliver belægningen med papirklippet renset. På den måde bliver alle spor af rejsen fra produktionen på Aarhus Cementvarefabrik til placeringen på torvet udvisket.

Træer

Det grønne torv bliver grønt! Træer skal pryde torvet og skyde op fra den dekorererede belægning. Men hvor? Puslespillet af fliser ligger tæt sammen. Mathias Nellemoses svar falder prompte.

–Vi har valgt først at skære huller til træerne i belægningen, når hele mønsteret er færdigsamlet. Det er den bedste måde at sikre, at fliserne ikke ligger og forskyder sig. Jeg har været i dialog med flere forskellige skærefirmaer for at finde den rette løsning. De, som vi har valgt at samarbejde med, har præsenteret en specieldesignet løsning til denne opgave. Det er nemlig ikke hver dag, man skal bruge et bor, som kan skære 2,5 meter i diameteren.

Skæremaskinen ankommer til øen i starten af året, og arbejdet forventes at gå i gang til februar.

Til foråret ankommer træerne. Tanken er, at det lys, som til sin tid trænger gennem trækronerne, vil danne et skyggespil, som forener træernes blade med de store mønstre, som pryder fliserne.


Læs mere om landskabsarkitekturen og det grønne torv:

4.000 HÅNDLAVEDE FLISER PÅ VEJ TIL PAPIRØEN – DE FLESTE ER TO GANGE TO METER OG VEJER HVER ISÆR KNAP TO TONS…

PAPIRKLIP FOLDER HISTORIEN UD

SNEGLETRAPPEN PÅ PAPIRØEN BLIVER KNUDEPUNKT, BÆNK OG EN KONISK NEDGANG TIL PARKERINGSKÆLDEREN

DET GRØNNE TORV I HJERTET AF ØEN


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Tekst: Laura Benedicte Petersen / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT // Visualisering: Dimension Design // Foto papirklip: Inside Outside