En gul kæmpe har rejst sig. Den første af i alt tre tårnkraner er nu sat op på PAPIRØEN og markerer, at NCC går i gang med at montere de første elementer. Inden for to måneder vil de næste to kraner følge trop.
Tre kraner i arbejde
Kraner er genkendelige skikkelser, der kan ses på lang afstand og vidner om, at noget nyt er på vej. Og deres ankomst til PAPIRØEN er ingen undtagelse. Her markerer tårnkranerne en milepæl for byggeriet, hvor NCC nu kan begynde at montere de store elementer og rejse skelettet for byggeriet – det såkaldte råhus.
–Tårnkraner er fascinerende størrelser, og vi betragter dem som rygraden i produktionen, fordi de binder byggepladsen sammen. Vi bruger i den første tid kranerne til at få vægge, søjler, bjælker og dæk på plads i den kommende kælder. Herefter fortsætter vi det næste år med at gøre råhuset færdigt, hvor byggeriet for alvor begynder at skyde i vejret, forklarer Tommy Bronke, der er produktionschef i NCC.
I første halvdel af januar blev den første store tårnkran monteret. Den er 76 meter høj fra bund til top. Allerede i uge otte ankommer den næste og øens højeste tårnkran, der er 88 meter høj, og midt i april indfinder den sidste og mindste tårnkran sig. Den er ”blot” 63 meter høj fra bund til top.
–Trods højdeforskellen betegnes alle tre som nogle af de største tårnkraner i Danmark, da de kan løfte helt op til 40 ton - svarende til 40 almindelige personbiler, fortæller Tommy Bronke, der til stadighed lader sig imponere trods 38 års erfaring i bagagen.
Kører på skinner
Tårnkranerne er ikke kun imponerende i kraft af deres størrelse. To af dem kører nemlig på særligt anlagte skinner.
–Normalt er kraner af denne størrelse stationære, men her på pladsen er de skinnekørende, fordi vi har et stort område, som kranerne skal dække. Det er et imponerende syn, når de bevæger sig på tværs af byggegruben, fortæller Tommy Bronke med en dyb faglig begejstring.
Ved at bruge skinner øger man kranernes arbejdsradius, og man undgår, at kranernes udlæggere generer hinanden.
–Kranernes vigtigste opgave er at løfte og montere byggeriets mange elementer og sikre, at arbejdet så at sige kører på skinner. Det, der bliver det mest spændende, er, når vi skal montere de skrå facadeelementer. Her er bygningernes geometri med de Tobleroneformede tage en faglig udfordring, hvor kranerne skal løfte elementerne i en vinkel, så facaderne kan monteres med den rette hældning. Det glæder jeg mig til, men først skal vi have kælderen og hallerne færdige, fortæller Tommy Bronke.
–Tårnkranerne bliver på pladsen indtil slutningen af 2022, hvor de største elementer er færdigmonteret, forklarer han og tilføjer, at det at opstille en tårnkran er et samlearbejde uden lige.
Samlesæt i stor skala
Et hold kranmontører fra den danske virksomhed Normas introducerer sikkert og semiakrobatisk tårnkranen til byggepladsen på PAPIRØEN. Holdet består af fem montører, to på jorden og tre oppe i højden. På jorden står kranmontør Nicolaj Christiansen og spejder mod toppen.
–Kranerne ankommer til pladsen som et simpelt samlesæt, og så er det ellers bare at starte fra bunden. Det første, vi gør, er at lægge de skinner ud, som kranen skal køre på. Selve tårnet består af flere dele, der løftes på plads af en mobilkran, en ad gangen. Når tårnet er rejst, følger kabinen, toptårnet, bagbroen og den ikoniske udlægger. Samlesættet består af godt 30 krandele, der skal hejses på plads og monteres over en lille uge. Du kan sammenligne det med at bygge med legoklodser – bare i stor skala, fortæller Nicolaj Christiansen.
Tovholdere
Nicolaj Christiansen er iklædt blå sikkerhedshjelm og tager en matchende rygsæk på, der indeholder et langt sammenrullet tov. Sammen med sin kollega skal han ved hjælp af et simpelt redskab samarbejde med de tre montører, der står 65 meter højere oppe.
–Os der går på jorden har ansvaret for at klargøre alle dele, så kollegerne i toppen har let ved at montere dem, når mobilkranen løfter dem på plads. Det er vigtigt, at de ikke skal bruge tid på at kæmpe med bolte, når elementerne hænger i luften. En af vores vigtigste opgaver er at være tovholder, når fx udlæggeren løftes fra jorden mod sin endelige placering, siger Nicolaj Christiansen.
Udlæggeren er den lange bom, hvor krogen hænger og kan køre frem og tilbage.
–Udlæggeren samles i to dele og løftes derefter på plads. Via et styretov kan vi fra jorden sikre, at elementet ikke drejer rundt, når vi sender dem til vejrs og styre dem, så de har den rigtige vinkel, når det møder vores kolleger.
–Oppe i højden er man udstyret med hammer, papegøjetang og faldsikring. Elementerne monteres ved at banke store bolte i samlingerne, fortæller han og peger op, imens han tilføjer, vi stopper selvfølgelig arbejdet, hvis det blæser for meget.
Op i højden
Under samlearbejdet er det nødvendigt for montørerne at bevæge sig rundt på hele kranens flade, selv om der ikke er meget plads at give af eller stå på. Det mindste område er for enden af udlæggeren, hvor der er knap 15 centimeter at placere en størrelse 44 på.
–Her finder du tryghed i din sikkerhedsline. Når vi klatrer rundt i højden, er vi udstyret med klatreudstyr og den vigtige faldsikring om livet.
–Før jeg blev kranmontør, kørte jeg mobilkran, og jeg havde egentlig lovet mig selv, at jeg aldrig skulle ud og kravle på en udlægger. Men sådan gik det ikke, siger Nicolaj Christiansen med et smil og fortæller, at han fik et godt råd fra en kollega, der sagde, at man bare skal undgå at fokusere på højden og i stedet koncentrere sig om det arbejde, der skal udføres. Det virkede, og så skal du selvfølgelig ikke lide af højdeskræk, tilføjer han.
Men højden har også sine fordele…
–Som kranmontør ser du noget, som andre ikke ser. Hver morgen og aften får vi det smukkeste syn ud over København. Og det er altid værd at tage fem minutter til at nyde det - det er vores bonus.
PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.
Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.
Velkommen i 2024!
Tekst: Søren Egert og Nikoline Kern / NXT // Kranmontagefoto og drone: Jonathan Grevsen / NXT // Foto: Laura Benedikte Petersen og Stine Skøtt Olesen / NXT