PAPIRØEN – et urbant refugium med gastrounivers


PAPIRØENs haller tager form. På byggepladsen folder den arkitektoniske vision sig ud, og den kuratoriske strategi for bylivet er på tegnebrættet. Den åbne stueetage skal sammen med de blå og grønne byrum danne rammen for PAPIRØEN som en inviterende og nytænkt bydel, hvor mennesker kan mødes for at koble af, spise god mad, bo og nyde udsigten over vandet og indre København.


–Visionen for PAPIRØEN er sammensat og stiler højt. Vi skaber et nyt levende byområde med arkitektur af international klasse, haller til bl.a. mad og kultur, almene og private boliger med suveræn beliggenhed - det hele lige midt i København, siger Klaus Kastbjerg, fra UNIONKUL, der sammen med Danica Ejendomme og Nordkranen er bygherrer på PAPIRØEN.

Sammen med arkitekterne fra Cobe har bygherrerne gentænkt de historiske papirhaller og tilpasset dem nye formål. Hallerne skal favne et rigt og mangfoldigt byliv, og strategien for operatørerne er lagt i et tæt samarbejde med Copenhagen Windows, der beskæftiger sig med det, de selv kalder urban kvarterudvikling.

Værdi for flere

–Hvis jeg meget kort skal beskrive vores opgave på PAPIRØEN, så er målet at skabe et urbant refugium. Intet mindre. Øen har havnens bedste beliggenhed, den grænser op til nogle af Københavns historiske bykvarterer, og snart bidrager øen selv til at gøre området endnu mere attraktivt, siger Thomas Fokdal, ejer og stifter af Copenhagen Windows.

Han er optaget af hele tiden at undersøge, hvad fremtidens by skal kunne.

–Vi er i en proces, hvor vi sammen med bygherre og det offentlige prøver at skabe noget, hvor alle kan se sig selv i det. Lykkes vi med det, skaber vi noget, der har stor værdi for både beboere og besøgende. Målet er at udvikle en inviterende bydel, som er et dejligt sted at bo og besøge. Det skal være et bykvarter, hvor du på egen krop mærker, at du er tæt på vand og alt det, vand igennem århundreder har givet til området, forklarer han.

Det handler kort sagt om stedets væsen og livet, der skal leves.

–Et bykvarters sjæl er det fælles værdigrundlag, som kvarterets borgere og brugere bærer i sig. Men den opstår ikke af sig selv – den forudsætter en stærk kuratorisk strategi. Livet på PAPIRØEN vil nemlig i høj grad blive defineret af de aktiviteter, der foregår i gadeplan og i bydelens fællesområder – altså af de publikumsorienterede aktiviteter og arealer, understreger Thomas Fokdal.

Oplevelsescentrum

PAPIRØEN har som talrige andre arealer i Københavns Havn været et lukket industriområde. Nu forvandler øen sig til et moderne bykvarter. I overgangsfasen fra industri til netop bykvarter åbnede PAPIRØEN sig for få år siden mod omverdenen.

–Perioden med midlertidighed gav os nogle vigtige erfaringer, og vi fandt ud af, at selve området tiltrak et meget stort publikum, og PAPIRØEN slog sit navn og sin identitet fast som et oplevelsescentrum og et rekreativt frirum, vurderer Klaus Kastbjerg.

I 2024 vender vibrationerne fra den gang tilbage i ny form. I stueetagen etableres fem selvstændige haller med en lofthøjde på seks til ni meter og et samlet areal på godt 6.100 kvadratmeter foruden hotellets stueplan.

–De gamle papirhaller gjorde, at stedet kunne rumme forskellige aktiviteter og events. Efter min mening er det en genistreg, at Cobe i udviklingen af stueetagen har valgt at fastholde hallernes identitet og rumlige fortrin. Netop genetablering af hallerne med åbne og fleksible facader gør, at PAPIRØEN kan invitere til nye oplevelser, når projektet står færdig.

–Den vigtigste opgave for os bliver at skabe en særlig balance mellem bolig og byliv, hvor vi kombinerer alt det kreative og publikumsvenlige med, at PAPIRØEN rent faktisk bliver et sted, hvor mange mennesker har deres bolig, fortæller Klaus Kastbjerg og tilføjer, at det er første gang i historien, at der skal bo mennesker på øen.

Diplomater og bolværksmatroser

Visionen for PAPIRØEN er at udvikle et sted, hvor mennesker mødes for at koble af, opleve kultur, spise god mad, bo – og nyde udsigten.

–Vi skal sikre os, at aktiviteterne på øen glæder beboerne og tager hensyn til dem. Måske skal vi skele til de ældre kvarterer i København. Hvad gjorde man rigtigt? Tag fx Christianshavn, som er en bydel præget af rummelighed. Du kan bo i området, og der er plads til både diplomater og bolværksmatroser. Et distinkt bykvarter og et eksempel til efterfølgelse, siger Klaus Kastbjerg.

 

Mad fra folket til folket

Han er overbevist om, at den kommende bydel skal vægte kvalitetspræget kulinarisk indhold.

– Et af de vigtigste kuratoriske greb er maden. Mad kan samle mennesker og i sig selv udgøre en oplevelse. Målet er at skabe et levende, relevant og tiltrækkende gastrounivers, der er forankret i anvarlighed og økologi. Det skal kendetegnes ved høj kvalitet, danske råvarer, oplevelser og fællesskab. Et stemningsfyldt gastronomisk univers, som i samspil med øens arkitektur, beliggenhed og øvrige koncepter understøtter den overordnede vision for PAPIRØEN som en urban oase i hjertet af København, vurderer Klaus Kastbjerg.

Jagten på passionerede leverandører og restauratører, hvis forretning hviler på et ansvarligt og langsigtet fundament, er i øvrigt gået ind.

–Vi fokuserer på at præsentere det bedste fra Danmark og arbejder blandt andet målrettet mod at lade ’fra jord til bord’-tanken spire og leve på Københavns nye destination. Visionen er kort sagt sund og god mad fra folket til folket. Og måske kan vi i fremtiden se både lægge til kaj med friske grøntsager fra Falster, ligesom vi vil arbejde med sæsonerne som et oplevelsesgreb på PAPIRØEN, lyder det fra Thomas Fokdal.

 

På tegnebrættet

Ambitionen er at få et helt nyt bykvarter til at fungere som en gennemtænkt helhed.

–Opgaven kræver nytænkning, fordi den er meget sammensat. Øen skal huse kultur i videste forstand, gastronomi på forskellige niveauer, og i hallerne vil man se et handelsliv uden lige folde sig ud. Det, som lige nu er på tegnebrættet, tyder på, at København bliver beriget på en hidtil uset måde, lyder det fra Klaus Kastbjerg.


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Tekst: Søren Egert og Nikoline Kern / NXT // Visualiseringer: Cobe // Altan visualisering: Dimension Design // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT