Almene boliger med suveræn beliggenhed på vej til PAPIRØEN


Det blev ikke så lidt af en festdag, da Boligselskabet AKB, København onsdag 9. februar 2022 holdt såkaldt grundstensnedlæggelse på PAPIRØEN. AKB, København er bygherre på projektet med 84 almene boliger, som er på vej til øen midt i Københavns Havn, og huslejen bliver vel at mærke til at betale for de fleste.


Boligerne spænder vidt - fra bofællesskab over ungdomsboliger til deciderede familieboliger. Og med en beliggenhed, der kun sjældent ses. Genboerne er bl.a. Nyhavn og Operaen. Christianshavn og kanalerne ligger et stenkast fra boligerne. Husleje: fra 4.470 til 12.210 kr. om måneden.

Historien forpligter

–Det er en helt speciel dag for AKB, København. I dag fejrer vi opførelsen af et unikt byggeri med en ekstraordinær beliggenhed og en historie, der forpligter. PAPIRØEN har gennem 300 år fulgt Københavns udvikling fra industri- og havneby til pulserende storby, og det gør mig stolt, at der nu kommer almene boliger på denne adresse. Vi er på den måde med til at skabe et boligområde og et fællesskab, hvor alle har råd til at bo, fastslog formanden for Boligselskabet AKB, København, Bjørn Petersen.

Den nye AKB, København-afdeling på PAPIRØEN kommer til at bestå af 21 ungdomsboliger, syv store og seks små familieboliger samt et bofællesskab på 50 familieboliger i flere størrelser.

Plads til alle

Overborgmesteren i København, Sophie Hæstorp Andersen (A), gjorde det i sin tale klart, at hovedstaden mangler boliger, som er til at betale for mennesker med gennemsnitlige indkomster.

–I København skal der være plads til alle, vi ønsker en blandet by. Med byggeriet af almene boliger på PAPIRØEN viser vi, at det kan lade sig gøre at skabe gode hjem til rimelige priser lige midt i København. Det er jeg utroligt glad for, og jeg ser frem til at følge byggeriet i de kommende år, sagde overborgmesteren.

 

Fokus på energi

NCC er totalentreprenør på arbejdet med at opføre bygningerne på PAPIRØEN, og projektdirektør Mikael Dahl-Jensen, NCC, glæder sig over flere bæredygtige tiltag på byggepladsen.

–Vi har installeret energiovervågning, så vi undgår energispild, og vi sørger for at lukke bygningerne af så hurtigt som muligt, så vi kan udtørre bygningerne. Vi har konstant fokus på affald, som vi kildesorterer. Bygningerne er underlagt forhøjede energikrav, og det hele opføres efter Bygningsreglementets Lavenergiklasse, fortalte en svært tilfreds projektdirektør til de mange fremmødte.

De heldige

Mads Nørby Hansen fra udviklingsselskabet CØ P/S, der står bag PAPIRØEN, brugte flere gange i sin tale udtrykket heldig.

–Der bliver med PAPIRØEN talt meget om, hvem det er, der er de heldige, indledte han.

–I runde tal kommer øen til at bestå af 250 boliger, hvoraf en tredjedel er almene og resten private. Det giver plads til cirka 600 beboere på tværs af alle lejligheder. De mennesker er selvfølgelig privilegerede sådan at kunne vågne op til den dejlige oplevelse, det er at bo midt i Københavns Havn. Samarbejdet mellem Københavns Kommune, By & Havn, KAB og CØPS har gjort sit til at muliggøre det.

–Men vi skal huske på, at øen i sin tid med midlertidige aktiviteter havde flere end halvanden million besøgende om året! I 2024 vender vibrationerne fra dengang tilbage i ny form, så københavnerne og gæster i det hele taget også får muligheden for at nyde PAPIRØEN. For øens mange faciliteter er attraktive, og jeg håber, de falder i de besøgendes smag. Hotellet på øen siger således allerede nu helt åbent, at de vil være en aktiv del af nabolaget, hvor det betyder noget for hotellets gæster, at de lokale også ønsker at bruge hotellets tilbud, fordi gæsterne netop er kommet for at opleve København. På samme måde skal alle øens tilbud bidrage til livet på øen, så PAPIRØEN kommer til at udgøre en helhed, som Mads Nørby Hansen udtrykte det.

 

Side om side

KAB administrerer de almene boliger på PAPIRØEN, og KABs adm. direktør Jens Elmelund, siger, at byggeriet af de 84 almene boliger står som noget ganske særligt.

–Tak til Københavns Kommune for at insistere på, at selv de mest attraktive områder i hovedstaden skal være tilgængelige for alle, og tak til vores private samarbejdspartnere. Det er ikke altid ubetinget let, når der skal bygges alment og privat side om side, men jeg er sikker på, at begge parter har lært meget, og at vi sammen får skabt en fantastisk dejlig bydel her på PAPIRØEN, konkluderede Jens Elmelund.

Den blandede by

Efter ceremonien tog formanden for AKB, København, Bjørn Petersen, og udviklingsdirektør i KAB, Rolf Andersson sig tid til at dvæle lidt ved de tanker, der ligger bag ønsket om almene boliger på PAPIRØEN.

–Vi vil gerne markere os på det hjørne, vi har på PAPIRØEN. Vise noget frem. Mange steder i verden taler man jo om Danmark som landet med de mange almene boliger, så jeg forventer mange interesserede gæster. Store byer i hele verden bliver mere og mere præget af, at almindelige menneskers indkomster ikke rækker til en bolig i storbyen. Derfor bor mange af fx servicemedarbejderne i storbyerne to eller tre timers transporttid fra arbejdspladsen, og det skaber uharmoniske og dysfunktionelle storbyer, som i øvrigt langt fra er bæredygtige. Så vores boliger på PAPIRØEN kan ses som et statement i den diskussion, forklarer Rolf Andersson.

Bjørn Petersen fra AKB København ser de almene boliger på PAPIRØEN som et vigtigt bidrag til at skabe blandede byer.

–Takket være både den forhenværende og den nuværende overborgmester står vi her på PAPIRØEN med et konkret bevis på, at blandede byer er noget, vi ikke blot taler om. Vi skaber dem. En velfungerende by kræver forskellige boligtyper, så også på den måde bliver PAPIRØEN et vigtigt pejlemærke for fremtiden, vurderer Bjørn Petersen.


Læs mere om udlejningsprocessen på KAB’s hjemmeside, hvor det også er muligt at tilmelde sig nyhedsbrevet for de almene boliger.


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Christiansholms historie

I godt 300 år var Christiansholm et lukket område, som husede en lang række vigtige funktioner for byen: fra skibsværft til krigshospital, kanonopbevaring, kuldepot og papirlager.

I dag husker de fleste københavnere bedst tiden med oplagring af papir til dansk avisproduktion, som gav Christiansholm sit nuværende kaldenavn: PAPIRØEN.


Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Jonathan Grevsen / NXT