Utraditionelt hotelkoncept på PAPIRØEN


Den fremtidige bydels nye hotel bliver et Hotel 25hours. Arkitektur og design skal skræddersyes af bl.a. COBE i PAPIRØENs særlige ånd.


 

128 værelser skal der være på det nye Hotel 25hours på PAPIRØEN. På toppen af hotellet kommer der til at ligge en rooftop-bar med fantastisk udsigt over hele havnen, og i stuen indrettes restaurant og café.

Hotellet tegnes af COBE – de samme arkitekter, som står for resten af øens boliger og byrum – mens Stylt Trampoli fra Gøteborg står for indretningen.

25hours er et ungt hotelkoncept med storbyhoteller over hele verden, der er kendt for deres ukonventionelle design og indretning og deres afslappede og urbane stemning. Hvert hotel tager udgangspunkt i stedets historie og særtegn, og sammen skaber et hold af arkitekter, designere og lokale vha. kunst, vintagefund, specialdesignede møbler og udvalgt musik et nyt rum med personlighed og sjæl.

Mad er også en vigtig del af konceptet samt de hyggelige fælles områder, som udgør hvert hotels hjerte, og hvor både internationale rejsende og lokale gæster kan arbejde, mødes og hænge ud.

25hours blev grundlagt i 2005 af Stephan Gerhard, Ardi Goldman, Christoph Hoffmann og Kai Hollmann. Den unge hotelkæde har i øjeblikket 13 hoteller i bl.a. Berlin, Paris og Wien med planlagte nye åbninger i København, Firenze og Dubai.

Den unge hotelkæde 25Hours er kendt for deres uformelle indretning. Her ses lobbyen i hotellet i Berlin. Foto: Stephan Lemke

PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


image_pdfimage_print