Vægmalerier på PAPIRØEN bygger bro mellem øens historie og nutid


Efter mange og lange forberedelser befinder kunstner Thomas Pålsson sig endelig på PAPIRØEN med en tusch i hånden.


Han har færdiggjort det første ud af otte malerier, der skal pryde indgangspartierne på den historiske ø. Nattevagt, som værket hedder, tager udgangspunkt i årene 1723-1754. I Pålssons portrættering af perioden sidder de unge mænd, der skulle passe på øen om natten, og ryger kridtpiber. Miljøet er råt og rodet, og ser man nøje efter, finder man en enkelt nattevagt, der er gået omkuld mellem kanonkugler, tønder og tømte flasker.

En scene i måneskin

Månen hænger over Thomas Pålssons historiske scene, og for at skabe den helt rette stemning har Pålssons streg brug for assistance i form af specialdesignet lyssætning.

-Når maleriet er færdigt, så kommer lysteknikeren ind. Vores samarbejde fungerer således, at jeg kører ham rundt på mit lille stillads, imens vi afprøver lyssætningen, og får sat spotlysene i den rette afstand. Formålet er, at beskueren får fornemmelsen af at træde med ind i måneskinsscenen.

Trænger man til et kort hvil, så er der placeret to 750 kg betonstole, hvis skraveringer, som Pålsson smilende konkluderer, matcher hans tværskraverende streg.

Pejlemærker

Pålsson kender sine skitser godt, for han har brugt utallige timer på at studere PAPIRØENs historie.

-Jeg har en milliard referencer, som jeg bruger til mine vægmalerier. Det er både skriftlige kilder og kort, men også interviews med historikere og arkæologer. Sidst men ikke mindst, så jeg har fundet min inspiration fra de forskellige tidsperioders kunstnere. Jeg har brugt deres værker som pejlemærker til alt fra kropsholdning, til hvordan man stablede kanonkugler.

De otte vægmalerier dækker perioden fra 1690’erne, hvor øen bliver til, og indtil 2010’erne, hvor Street Food bespiste millioner af københavnere og turister.

Hos Thomas Pålsson er der ingen tvivl om, at øen på Christianshavn har spillet en central rolle i Københavns historie. Faktisk mener han, at PAPIRØENs fortid kan flettes sammen med betydningsfulde perioder i Danmarkshistorien.

-Flåden har været enormt relevant for et land som Danmark. Vi levede mere på vandet dengang, og her spiller PAPIRØEN en central rolle i forhold til opbevaring af krudt og kanoner.

Krudt og kanoner er også navnet på det andet maleri, som Thomas Pålsson efterhånden er halvfærdig med. Selvom maleriet stadig er undervejs, så er ufærdige elementer i vægmaleriernes historier et kunstnerisk greb, som Pålsson anvender.

-Det er meningen at aflevere noget proces i det færdige. Det efterlader noget mere til historien. Jeg ved, at hjernen og fantasien tegner videre, og det giver beskueren en mulighed for selv at kunne være med og digte videre på historien.

Historiefortælling i bevægelse

Vægmalerierne på PAPIRØEN skal ikke kun lade beskueren fortælle med. Thomas Pålsson har leget med værkernes komposition, så de opleves som en lille film.

-Mine malerier er placeret i det mellemrum, hvor man kommer ind ad en dør, imens man er på vej hen til en anden dør. Det betyder, at man i virkeligheden ser vægmaleriet mere som et forløb end et statisk billede. Den bevægelse har jeg tænkt ind i maleriernes historier.

Thomas Pålsson bruger én til to uger på at færdiggøre et vægmaleri, hvorefter det lille stillads rykker videre til en anden opgang.

-Imens jeg har været i gang med at tegne, har jeg både mødt beboere og håndværkere, der fortæller mig, at de opdager noget nyt hver gang de går forbi. Det er fedt at få lov til at være i

kontakt med nogle af dem, som jeg efterlader vægmaleriet til. Det fortæller mig også, at de små detaljer og overraskelser, jeg har indarbejdet i malerierne, virker.

De otte vægmalerier forventes at være færdige til februar, hvorefter Thomas Pålsson går i gang med en bog om hans portrætteringer af øens historie.

Når PAPIRØEN åbner i sommeren 2024, håber Thomas Pålsson at kunne tage historie- og kunstinteresserede sjæle med rundt på øen, så de kan komme helt tæt på malerierne og høre mere om historierne bag.

Læs mere om Thomas Pålssons forberedelser og de otte værker.

OTTE VÆGMALERIER FORTÆLLER EN IMPONERENDE HISTORIE OM PAPIRØEN

OTTE INDGANGSPARTIER PÅ PAPIRØEN FORTÆLLER OM HAVNEN, KRUDT, KANONER, DAMP, KRIDTPIBER, AVISPAPIR OG DET MODERNE OG MIDLERTIDIGE


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen. 

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv. 

Velkommen i 2024!


Tekst: xxx / NXT // Foto: xxx / NXT