Snegletrappen på PAPIRØEN skiller sig ud: konisk form, enestående placering - og et støbearbejde ud over det sædvanlige.
Ja, assisterende produktionsleder Andreas Meyer Ejlersen, NCC, kalder ligefrem arbejdet med Snegletrappen for håndarbejde i en ganske vist lidt større skala.
–Trappen har så mange forskellige former. Godt nok er den i udgangspunktet rund, men cirklen har jo ikke de samme dimensioner hele vejen rundt. Så er den smallere i den ene side, så bliver den tykkere igen, og vi har faktisk heller ikke den samme form hele vejen op. Alt det gør, at mange forskellige løsninger skal ind over, før vi tager fat på den egentlige støbning, fortæller Andreas Meyer Ejlersen.
De mange detaljer
Han nævner, at landmåleren kommer i spil som en af de første.
–Han fortæller os, hvor fx afrundingerne skal være. Herefter placerer vi så både armering og støbeforme. Til formene bruger vi krydsfiner, som ikke må være alt for kraftig. Vi skal jo kunne konstruere dem, så det hele passer sammen. Undervejs har vi også gjort brug af den særlige 3D-teknologi, så alle detaljer er kommet med.
Andreas Meyer Ejlersen vurderer, at NCC som virksomhed lærer af arbejdet med Snegletrappen.
–Selve arbejdsprocessen hen mod det færdige produkt har været interessant. Trappen har haft sin egen tidsplan, og at arbejde med en så markant konstruktion prøver vi jo trods alt ikke hver dag, siger han.
Vigtig planlægning
Støbearbejdet på Snegletrappen - sider og vægge - er udført i såkaldt in situ beton. Det vil sige, at betonen er støbt på stedet.
Selve trappen - kernen i det hele - er udført af virksomheden Dalton i Tilst ved Aarhus. Siden 1929 har Dalton været specialister i trapper, fortrinsvist udført i beton og terrazzo.
Planlægning betyder alt på en byggeplads, især når maskiner, kraner, materialer og mandskab skal spille sammen.
–Efterhånden som kranerne bliver fjernet fra PAPIRØEN, skulle vi lige sikre os, at man kunne klemme et enkelt løft ind til os. Det kunne man heldigvis, siger en glad Andreas Meyer Ejlersen.
Læs også artiklen SNEGLETRAPPEN PÅ PAPIRØEN BLIVER KNUDEPUNKT, BÆNK OG EN KONISK NEDGANG TIL PARKERINGSKÆLDEREN
PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.
Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.
Velkommen i 2024!
Tekst: Søren Egert / NXT // Luftfoto: Dragør Luftfoto / NCC // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT