PAPIRØEN kan gemme på vigtige fortidsminder


Stenalderplads, skibsvrag og 1600-talskøbenhavneres skrald står på listen over, hvad arkæologer håber på at grave frem fra de mange lag under PAPIRØEN.


 

Boringer har vist spor efter stenalder, og der kan gemme sig en boplads fra før havstigningerne på havbunden under PAPIRØEN. De gode bevaringsforhold for træ giver også håb om, at man kan finde skibsvrag under øen, ligesom man fandt ved de arkæologiske undersøgelser på naboholmen mod nord, før Operaen blev bygget.

Nu går 15 arkæologer fra Københavns Museum derfor i gang med at undersøge den 300 år gamle ø, bevæbnet med skovle, graveskeer og pensler.

Den kunstige ø er delvist opbygget af affald og jord, så man regner med at finde forskellige levn fra københavnernes dagligdag, der kan give en bedre forståelse af, hvordan man levede i 1600-tallets København. Derudover forventer arkæologerne at finde fundamenter til en del af de bygninger, som Søetaten brugte i 1700-1800-tallet, f.eks. kanonlager og artilleriskole. Man har allerede i forundersøgelsen fundet fundamentet til den mastekran, der engang stod på øen, og som har lignet den ikoniske kran, der står på Nyholm i dag.

Når arkæologerne er færdige med at grave, sammenfatter de resultaterne i en beretning, der sendes til blandt andre Kulturarvsstyrelsen. Beretningen beskriver blandt andet, hvad der er fundet, hvor gamle jordlagene er, og det metodiske grundlag for dateringen.

Omdannelsen af PAPIRØEN til nyt bykvarter er sat på pause, mens udgravningerne står på. De arkæologiske udgravninger på PAPIRØEN forventes at blive afsluttet inden sommerferien 2020.


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Tekst: Emilie Koefoed // Foto: Kontraframe

image_pdfimage_print