Der bliver arbejdet i alle kroge på hovedstadens nye urbane åndehul


Den ene fase i byggeriet på PAPIRØEN afløser den anden. Og sådan vil det fortsætte, indtil arbejdet er afsluttet i 2024.

–Vi er færdige med at montere betonelementerne på alle de store bygninger på øen, og nu forbereder vi opførelsen af Operahusene og Kanalhusene, siger projektdirektør i NCC, Tobias Berner Hansen.


Han hæfter sig ved, at en byggeplads som den på PAPIRØEN bogstaveligt talt aldrig ligger stille.

–I og med pladsen på øen er trang, planlægger vi hele tiden meget nøje, hvordan en arbejdsopgave kan blive udført, uden at en anden opgave kommer til at lide under det, tilføjer han.

Status på byggeriet

–Lige nu befinder vi os i en fase, hvor arbejdet med den grovere aptering færdiggøres. Så kommer der et faseskifte, når vi går over til den finere og afsluttende aptering. Her taler vi om en periode, hvor mange forskellige typer håndværkere kommer ind over. Maler, snedker, gulvlægger og flere andre. De første huse står færdige i 2023, siger Tobias Berner Hansen.

Udvendigt fremstår facader næsten færdige. Der mangler den sidste finish, men allerede nu fremstår bygningerne med det eftertragtede udseende, der kendetegner øen.

 

Tidsplanen holder

Resten af året bliver der brugt mange kræfter på den såkaldte Etape 1, som bl.a. består af de to bygningskroppe, der er døbt Papirhuset og Christianshus.

–Sidst på efteråret tager vi også hul på haveanlæg og terræn og dermed det egentlige gårdhavemiljø, så du kan sige, at vi arbejder i alle kroge på PAPIRØEN, og opgaverne er vidt forskellige, men vi har hele tiden øjnene rettet mod tidsplanen, og indtil nu følger vi planen, siger projektdirektøren.

Den vigtige kælder

Under det hele ligger den 25.000 kvadratmeter store kælder, som blandt andet rummer en parkeringskælder i to etager, der skal holde øen bilfri.

–Kælderen opfatter vi som hele PAPIRØENs centrale maskinrum, fordi den rummer mange forskellige installationer, der hver for sig får dagligdagen på øen til at forløbe smertefrit, konstaterer Tobias Berner Hansen.

PAPIRØEN - luftfoto


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen.

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv.

Velkommen i 2024!


Tekst: Søren Egert / NXT // Luftfoto: Dragør Luftfoto / NCC // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT