Skrå facader, parkeringskælder og plads til mad og kultur: Alle kompetencer tages i brug på Papirøen


Som totalentreprenør står NCC i spidsen for arbejdet med at etablere et helt nyt byområde på PAPIRØEN i inderhavnen midt i København – genbo til Skuespilhuset og Nyhavn.


Efter års forberedelser og tæt dialog med bygherre er NCC klar til at give sig i kast med den sjældent komplekse byggeopgave, det bliver at opføre PAPIRØEN. Arkitekternes visioner for den nye destination i København skal virkeliggøres, og for entreprenøren betyder det, at alle kernekompetencer bliver bragt i spil.

–Dette projekt taler lige ind i hjertet af, hvad vi brænder for, og hvor vores ekspertise ligger. Vi har tidligt været inde og arbejde med bygherre for at finde veje til at realisere ønskerne til det færdige resultat. Nu glæder vi os til at tage rigtig fat på byggepladsen, siger projektdirektør Mikael Dahl-Jensen.

Blandet byggeri

At kunne mestre kompleksiteten i et byggeprojekt af denne størrelse fra start til slut kræver dyb forståelse for de processer, der kommer til at indgå. Derfor har NCC i flere år arbejdet på at forberede projektet og udvikle byggetekniske løsninger til at forløse visionen for PAPIRØEN.

Øen i inderhavnen skal omdannes til et helt nyt bykvarter med godt 250 boliger, hvoraf en fjerdedel skal være almene. Derudover følger et hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, kulturliv og caféer. Byggeriet skal stå færdigt i 2024.

–Vi breder os over hele paletten, når vi taler om det samlede projekt på PAPIRØEN. Vi byder ind med alle vores fagligheder, som vi kombinerer i en nøje fastlagt projektplan, så vi uden besvær kan bevæge os fra den ene fase af byggeriet til den anden – fra fundering til råhus og så byggeri, siger Mikael Dahl-Jensen.

–Det er denne proces, der er vores styrke, og som vi bruger mange kræfter på at få til at rime på mindste detalje. Det gør vi ved hjælp af digitale værktøjer, som vi har stor erfaring i at bruge til at effektivisere byggeprocessen.

Projektering og logistik går hånd i hånd

Logistikken til PAPIRØEN er et kapitel for sig. Alle maskiner og alle materialer skal fragtes gennem den centrale del af byen og ud til Christianshavn gennem et befærdet område med mange cyklister og gående. Og der er kun én smal bro ud til selve øen, så adgangen til byggepladsen skal styres med stram hånd. NCC får derfor brug for hele sin planlægningserfaring. Samtidig er der begrænset plads på byggepladsen, hvilket har sat sit præg på projekteringen, så den skåner lokalmiljøet mest muligt.

NCC’s mål er at nedbringe omfanget af tung trafik igennem byen og at reducere mængden af byggeaffald, hvilket er i tråd med NCC’s bæredygtighedsstrategi. I den forbindelse nævner Mikael Dahl-Jensen, at væsentlige dele af bygningerne ankommer til PAPIRØEN som præfabrikerede enheder, det gælder fx stålkonstruktioner, altaner, facader, teknikrum og skakte til tekniske installationer.

–Derved undgår vi transport af mange mindre dele. Mængden af egentligt byggeaffald på PAPIRØEN reduceres også på den måde, så samlet set mindsker vi trafikken til og fra øen betragteligt, forklarer han.

Skrå facader

Bygningernes geometri er en anden faglig udfordring, hvor NCC’s ingeniører har tænkt utraditionelt for at imødekomme arkitekternes opdrag. Det gælder særligt i forhold til de skrå facadeelementer, der er lidt af en specialitet i bybilledet.

–Cobe Arkitekter har tegnet en geometri, som er en moderne version af pakhusarkitekturen med gavle ud til havneløbet, og de skrå facader bliver derfor et omdrejningspunkt for hele det store, blandede byggeri på PAPIRØEN, siger Mikael Dahl-Jensen.

NCC har i et samarbejde med Teknologisk Institut testet forskellige belastninger af de skrå facader og har efter en tysk norm med en facadehældning på 16.7 grader fundet en løsning, der vil fungere i virkeligheden.

Byggeriets faser

De næste fire års arbejde på PAPIRØEN falder i flere faser. I grove træk bliver der næste sommer lagt låg på parkeringskælderen, og i sommeren 2023 vil første fase af boligbyggeriet (ejerlejligheder) stå klar. I foråret 2024 er hotellet, hallerne og de resterende lejligheder (almene og ejerboliger) færdige.


PAPIRØEN udvikles til et nyt bykvarter i hjertet af havnen. 

Her opføres ejerboliger, almene boliger, hotel, parkeringskælder i to etager, nye grønne arealer og markedshaller til butikker, restauranter, caféer og kulturliv. 

Velkommen i 2024!


Tekst: Søren Egert / NXT // Foto: Stine Skøtt Olesen / NXT // Luftfoto: Dragør Luftfoto / NCC